
Panikangst – det ultimative tab af kontrol
26. november 2017
Det gode liv: Stress Mindre – Lev Mere
10. december 2017Det gode liv

Det gode liv: Billede af Finn Skouenborg (http://finnskouenborg.wixsite.com/fotos)
Hvad er det gode liv?
Det er blevet december og julen er lige rundt om hjørnet. Det er hjerternes fest, og der er rig mulighed for at være sammen med nære, kære og komplicerede relationer.
PsykologBloggen kommer de næste tre uger handle om lykke. Hvad er det, der giver livet værdi? Hvad er det gode liv? Hvad gør os lykkelige? Og hvordan?
Om at leve helhjertet
Det gode liv er for mig tæt forbundet med evnen til at leve i overensstemmelse med ens følelser (så længe de ikke skader andre, naturligvis). At man kan lytte til sig selv og tage sig selv alvorligt. At man er i stand til, at gå ind bag sin egen facade og lytte til sig selv på indersiden.
Når man lytter på indersiden, lytter man også til de følelser, man ikke er stolt af. Man ser sit eget mørke i øjnene, og bliver sårbar. Det er skræmmende. Og det heler os.
Det er på engang så banalt og samtidigt så afsindigt svært at praktisere.
Når kompasset er i udu
De fleste af os kan blive enige om, at det giver mening at leve i overenssemmelse med sig selv og lytte til sine følelser. At følelserne er vores kompas, og at vi skal mærke efter.
Vi ved nok om det gode liv til at vide, at det er det, der skal til. Og vi kan også mærke, at der ligger en sandhed der, men for mange af os, kan vi alligevel ikke rigtigt få greb om det. Selvom vi kigger på indersiden, har vi svært ved at blive kloge på det, vi finder. Hvis vi overhovedet finder noget, andet end forvirring.
Vi prøver, at gøre som vi får fortalt. Minder os selv om de gode ting, vores gode sider. Siger til os selv foran spejlet, at vi elsker os selv, at vi ser dejlige ud. Tre gange – hver morgen. Nogle dage tror vi oven i købet lidt på det.
Vi presser os selv til at leve det gode liv, til at mærke efter, men bliver bare mere og mere forvirrede. Vi fortæller os selv, at det er for dårligt, at vi ikke kan. Vi bliver irriterede på os selv, føler os hjælpeløse, magtesløse, ude afstand til at lytte til os selv. Det simple og banale, bliver kompliceret og uhåndgribeligt, og vi farer vild i os selv.
Hvad gør vi, når vores kompas ikke virker ordentligt? Hvor går vi hen?
Ræk ud – hel sammen
Når vi er faret vild og ikke længere ved hvad vi vil, når vores kompas er gået i stykker, har vi brug for hjælp. Vi har brug for en udefra, der kan hjælpe os med at finde vej inden i. En der kan hjælpe os med at se, hvorfor kompasset ikke duer.
Kunne jeg ønske noget for os alle sammen til jul, skulle det være dette: At mange flere kunne dele det svære med hinanden, og at vi sammen kunne hjælpe hinanden med at ordne kompasser og finde hjem. Det gode liv opstår i fællesskabet.
Det sætter os fri, når vi deler vores smerte. Vi forbinder os til hinanden og det gør lidelsen lettere. Det tunge og det svære bliver lettere, når vi bærer det sammen. Ligesom at mørket inde i dig, også legitimerer mørket ind i mig. Men det kræver, at vi tør. At vi har mennesker omkring os, som vi stoler på. Det kræver, at vi deler vores sårbarhed med hinanden, vover os derind, hvor vi ikke før har turde, for at udvikle os gennem det vi frygter. Udvikle os sammen med dem vi holder af.
Brug følelserne som kompas
At lytte til sine følelser, føles som at blive mere sig selv. Det er ikke en forandring, hvor man bliver til en anden, og dog er det en forandring. Du kommer til at stå stærkere i dig. Du lærer dig selv bedre at kende.
Dine følelser er din respons på livet. De er hverken gode eller dårlige, de er bare. Hvis du lærer at lytte til dem, kan de guide dig på din vej væk fra lidelse og ind i at leve et mere helhjertet liv, det gode liv, tæt på dig selv.
Du kan lære at bruge dine følelser som kompas. Lyt til det budskab og den fremdrift, de bringer med sig. Brug din vrede til at sætte tydelige grænser og tag vare på dig. Giv din sorg plads og tag dig af den. Den er så fyldt af hjemløs kærlighed. Og elsk uden at holde dig tilbage, med hele din passion. Gå ud i verden og vær mere dig.
Med det budskab – rigtig glædelig 1. advent
Kærlig Hilsen
Tenna
Vil du følge med i løbet af ugen, når jeg linker til artikler om psykolog og det at være menneske? Eller bare være sikker på du ikke går glip af ugens blogindlæg, så følg Psykolog Tenna Malmos på Facebook. Du kan enten like siden eller bare følge den anonymt.
2 Comments
Kære Tenna
Meget fint og ærligt
Det er dejligt at læse dit indlæg.
Jeg arbejder som sygeplejerske i psykiatrien og du rammer så meget det som det handler om. Kan nikke genkendende til dine ord, professionelt og privat.
Vil også ønske dig en god 1. Advent
❤ ligt hilsen Anette
Kære Anette,
Tak for det du skriver og fordi du deler det her<3 Og glædelig 1 advent til dig også!!
Kh Tenna