Billede af Finn Skouenborg (http://finnskouenborg.wixsite.com/fotos)
Det er vinter. Mørket, kulden og januar lægger som en klam dyne over os. Der er stadig lang tid til at lyset og varmen vender tilbage.
Vi har brugt alle pengene i dec. og holdt alle festerne. Januar er ligesom en lang ensom søndag med tømmermænd. Vi tænker, at vi lige så godt kan overgive os. Vi bliver modløse, triste, udmattede, alt imens vi i stigende grad synes mindre godt om selv.
Depressionen har alt for gode betingelser i januar, hvor tungsindet huserer.
Lad mig gi jer en invitation. En invitation til en fælles kamp mod tungsind – mod depression. Vi gør det sammen!
Men lad os sammen gøre, hvad vi kan for at forhindre tundsindet i at få magten. Lad os kæmpe for at bevare glæden – optimismen.
Lad os give januar et skub i den anden retning. Lad os stå sammen om at give depressionen dårligere vægst-betingelser. Jeg vil opfordre til, at vi tager sagen i egen hånd, så godt vi nu kan, med det vi har. At vi hver især tager det på os selv at give vores humør de bedste vilkår – især når det, som i januar, kan synes sværest.
Lad os se, om vi kan sprede glæde som modpol til den triste stemning. Lad os tænde lys i mørket. Lad os vide at vi har en indflydelse på om mørket varer ved, i hvert tilfælde det mørke, der bor inden i os. Lad os mindes alt det gode i livet. Det der giver det værdi.
Lad os leve helt og fuldt. Lad os grine højt og længe. Og lad os gøre det sammen. Giv ikke op, men kæmp for det. Tro på at det er muligt. At glæden er lige rundt om hjørnet. Mind dig selv om det, når du vågner om morgnen og når du går i seng om aftenen.
Lad os holde fast i håbet, i vores drømme. Lad os tro på, at det vi ønsker os er muligt, at vi kan nå derhen, hvor vi ønsker. Og lad os tage de skridt, der er på vejen. Vi er sjældent så hjælpeløse, som vi føler os, og under tomhedens overflade er der et rigt hav af følelser.
Vi er i stand til at guide os selv på vej. Selvom vi er faret vild, kan vi stadig finde hjem. Tro på det. Det er muligt.
Lad os elske os selv højere og lukke andre længere ind. Lad os tilgive os selv, for vores fejl, og være dem vi er. Lad os stå ærligt frem. Lad andre lære os at kende bag facaden. Og lær andre at kende bag deres.
Grib hver dag og lev den til fulde. Også selvom den er mørk og grå. Sæt pris på det, den har at byde på. Lad ikke tungsindet og håbløsheden sabotere det for dig, men stå op for dig og vær på din side.
Og ræk ud, hvis det bliver for svært. Hvis mørket for alvor har fat i dig, og du ikke selv kan tænde lyset, så vid at der er andre, der kan hjælpe. Andre som har gået vejen før dig, og som igen fandt lyset. Det skal nok gå.
Giv dig selv en januar fyldt med glæde, håb og kærlighed og lad os sammen fejre at et nyt år har taget sin begyndelse. Et helt nyt og friskt år. En nyt år fyldt med nye muligheder og liv, der skal leves. Et nyt år, som vi ikke ved hvad bringer, men som du kan være med til at forme på din måde. Et nyt år med nye valg og veje at gå.
Lev det vel!
Du kan læse mere om depression og vinterdepression i mine indlæg på Dansk Psykolog Forenings nye netportal www.altompsykologi.dk
Kh
Tenna
Vil du følge med i løbet af ugen, når jeg linker til artikler om psykolog og det at være menneske? Eller bare være sikker på du ikke går glip af ugens blogindlæg, så følg Psykolog Tenna Malmos på Facebook. Du kan enten like siden eller bare følge den anonymt.