
Men hvad er egentligt forskellen på en psykolog, en psykiater og en psykoterapeut
18. juni 2017
Størst af alt er kærlighed
20. august 2017” … rigtigt mange af os præstationsorienterede mennesker oplever, at det faktisk kan være rigtigt svært at komme ned i tempo og få slappet ordentligt af. Vi ender med at halse rundt efter roen og nærværet, og mister enhver chance for afslapning under jagten”
Slap af – det er (endelig) ferie
Det er tid til en tiltrængt pause fra de hektiske dage i det travle hverdagsliv. I rigtig mange familier ventes der med længsel på endelig at få noget mere tid. Tid til hinanden. Tid til en selv. Tid til bare fødder i græsset. Tid til vandkamp og til at bygge huler. Tid til strandture. Tid til jordbær og nyopgravede kartofler. Bare Tid. Sammen og hver for sig.
Når det er svært at slappe af
Men rigtigt mange af os præstationsorienterede mennesker oplever, at det faktisk kan være rigtigt svært at komme ned i tempo og få slappet ordentligt af. Vi ender med at halse rundt efter roen og nærværet, og mister enhver chance for afslapning under jagten.
Måske kender du det, at din hjerne ligesom, uden dit samtykke, er gået i gang med nye to-do lister. Arbejdsopgaverne fra jobbet er skiftet ud med arbejdsopgaver i hjemmet: græsset skal slås, det lille sorte bord skal males, der skal gøres rent i skabet i hjørnet, derovre bagved, hvor der vist ikke er fjernet nullermænd siden sidste år…
Eller måske trækker arbejdet stadig i dig, og du kan ikke få dig selv til at gå offline – sådan helt. Du må lige ind og tjekke din mail engang imellem. Måske er du et sted, hvor der er en forventning om, at du er tilgængelig også i din ferie, eller måske forventer du det af dig selv.
For mange er ferietid lig med familietid. Vi savner hinanden i hverdagen og ønsker at bruge ferien på max samværd. Vi forsøger at kompensere for den dårlige samvittighed over den manglende tid i hverdagen. Men indimellem får vi skruet så meget op for samværet, at vi bliver helt kuldrede, går hindenden på nerverne og glemmer, at vi også har brug for tid til os selv, til lige at lade op.
En ferie kan være en stressende affære, hvis vi ikke har fået forberedt os, og er kommet ned i gear. Derfor har jeg lavet denne lille guide med nogle af de råd, som vi kan have glæde af at blive mindet om her op til ferien. Ingen råd passer til alle, så brug de råd, der passer til dig og lad de andre ligge.
Guide: Slap af i din ferie
1. Hav ferie i flere uger i træk
Vores hektisk indrettede arbejdsliv gør, at mange har brug for god tid til at komme ned i tempo og omstille sig. Hvis du er en af dem, så kan det være en god ide at have flere uger i sammenhæng, så du får den pause, som du har brug for.
2. Lad være med at arbejde i din ferie
Du har brug for ferie og krav på den. Lige som alle andre. Respekter dig selv, prioriter din familie og dine venner og brug din tid med dem. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort – men gør det alligevel. Det er givet godt ud.
3. Gå Offline
Prøv at lægge din telefon lidt væk og lad din telefonsvarer tage sig af opkald. Befri dig selv fra konstant at skulle være tilgængelig og til rådighed. Sæt et automatisk feriesvar på din mail. Måske var det den her sommer, at du skulle prøve (et par dage) med en kold tyrker fra de sociale medier?
4. Drop to-do listerne
Gør det du har lyst til, og ikke det du føler, du skal. Orden din have, hvis du synes, at det er hyggeligt, men ellers skal du lad være. Det er ikke afslappende, hvis det er en sur pligt. Måske har du mulighed for at forberede dig til ferien, og få ordnet en del af det praktiske inden, så du kan holde fri med god samvittighed.
5. Tag fælles ansvar for hverdagens gøremål i ferien
Ofte er det i hverdagen sådan, at den ene af jer står for mere af det huslige end den anden. Nu, hvor I alle har ferie, kan det være meget givet ved at være fælles om at gøre det, der skal gøres. Det giver lidt luft at skiftes til at stå for vasketøj, madlavning og indkøb. Og alle får mulighed for en pause.
6. Undgå for mange planer
Alt for mange ferier er endt i stress efter devisen: “Man skal jo have noget ud af det”. Det er ikke ualmindeligt at være mere stresset, når vi kommer tilbage fra ferie, end inden. Når vi trænger til en ferie efter ferien, har vi haft for meget om ørene.
Måske kan det hjælpe at tænke, at du kan gemme oplevelser til en anden gang. Mange har glæde af, fx at nøjes med at lave noget hver anden dag og også give sig selv plads til at kede sig.
7. Dig tid
Skulle jeg kun gi’ et råd, var det måske at bruge tid på dig selv. Især hvis du holder ferie med en større familie.
Det er så let at forsvinde i at få en familie til at glide og give alle en god ferie, at man nemt glemmer sig selv. Men hvad har du egentlig lyst til?
Hvad kunne du have brug for at bruge tid på? Hvad tanker dig op, giver dig en velfortjent pause? Et det at have tid til at læse en god bog, en tur til frisør, et fodbad eller en kanotur med gutterne?
God sommer
Jeg selv holder en god lang sommerferie i vores sommerhus med min familie og besøg af gode venner. PsykologBloggen holder også pause, men du er altid velkommen til at kigge ind forbi og læse eller genlæse tidligere blog-indlæg;-)
Jeg glæder mig til at komme tilbage til klinikken igen i aug., hvor jeg fortsætter med at lave terapi og blogge om psykologi og det at være menneske. Fra aug. har jeg udvidet mit indtag af terapisamtaler, så det nu er muligt at bestille tid til samtale tirsdag, onsdag og torsdag.
Med ønsket om en vidunderlig ferie
Kh
Tenna
Vil du læse mere:
Læs eller genlæs blogindlægget om at gribe nuet: Stress mindre, lev mere, klik her