Forsvarsmekanismer: Det er ikke den du er, men det du gør

Behandling af depression - Når gode råd ikke virker, og hvorfor vi ikke selv kan se, hvad vi ikke ved
Behandling af depression – Når gode råd ikke virker, og hvorfor vi ikke selv kan se, hvad vi ikke ved
22. januar 2019
selvomsorg - vær din egen bedste ven
Self-compassion: Fra selvkritik til selvomsorg
24. november 2021
Vis alle

Forsvarsmekanismer: Det er ikke den du er, men det du gør

Uden forsvar - Om forsvarsmekanismer

Hvilke forsvarsmekanismer bruger du, og hvad siger de om dig og din livshistorie

Det her blogindlæg har været undervejs længe. Faktisk tror jeg, at jeg har haft lyst til at skrive om forsvarsmekanismer lige siden, jeg begyndte at blogge om psykologi og det at være menneske. Men af en eller anden grund (Læs: mine forsvarsmekanismer:-)) er det først nu, at jeg ligesom er kommet ud over rampen med det. Det er et kæmpe emne med mange nuancer og forskellige fortolkninger. Det følgende er derfor min maggiterning ud i forståelsen af forsvarsmekanismer og vaskeægte psykologi-nørderi. God fornøjelse!

Hvad er en forsvarsmekanisme

En forsvarsmekanisme er en overvejende ubevidst adfærd, som har til hensigt at skåne individet for svære følelser eller angst. Vores forsvarmekanismer opbygges gennem hele livet, men især de første leve år spiller afgørende ind på vores individuelle udvikling. Forsvarsmekanismer skabes i relationen (eller mangel på samme) til vores nærmeste omsorgspersoner. Jo bedre vores omsorgspersoner har været til at forvalte følelser og hjælpe os med at gøre det samme, jo større følelsesmæssig kapacitet, får vi selv. 

Sagt med andre ord, så er vores forsvar en tillært adfærd: Det er noget vi gør, og ikke den vi er. Andre betegnelser som grundlæggende handler om det samme er forsvarsstrategier, tilknytningsmønstre, selvbeskyttelsesstrategier/ mekanismer, coping-strategier eller mestringsstrategier eller slet og ret vaner i relationer. 

‘Vores Forsvar er en tillært adfærd: Der er noget vi gør, og ikke den vi er’

Hvorfor har vi forsvarsmekanismer, og hvornår bliver de et problem

Alle mennesker har forsvarsmekanismer, og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Sådan er mennesker jo nu engang konstrueret. Forsvaret hjælper os med at holde livets op og nedture i skak. Men nogle gange er den adfærd, som var meningsfuld og hjælpsom for os som børn, ukonstruktiv elller direkte skadelig for os som voksne. 

Hvis vi sidder vi fast i vores forsvar som voksne, så kan det forhindre os i at få det godt, og sindet i at hele sig selv. Det fungerer lidt på samme måde, som hvis du har et sår, og du kradser i det. Så forhindrer du kroppen i at gøre sin del af arbejdet og hele såret. Sådan er det også med sindet: Forsvaret forhindrer psyken i at bearbejde svære følelser og livsomstændigheder. 

Den store forskel er selvfølgelig, at det ikke er noget, nogen af os gør bevidst eller med vilje. De fleste af os ønsker jo det bedste for os selv. Og oftest er det faktisk sådan, at vi tror, at det vi gør, hjælper os. At vores forsvar er løsningen, og ikke problemet. Vi har brug for at se, og forstå, hvad vi gør, for at vi kan lave det om, hvis vi vil.

Dine forsvarsmekanismer fortæller din livshistorie

Inden for den psykodynamiske tradition taler man om, at der er flere typer af forsvar. Graden af de bagvedliggende traumer afgører både typen, mængden og intensteten af forsvaret. Vores forsvar kan kategoriseres i tre former for adfærd: De modne forsvarsmekanismer, de neurotiske og de primitive. Som mennesker benytter vi os af alle tre former, men hyppigheden og varigheden varierer for os hver især. Ligesom vi kan have en go-to strategi, som oftes er den vi benytter i mødet med svære følelser eller en overvældende virkelighed. 

Jo mere primitive forsvarsmekanismer vi bruger, jo flere traumer bærer vi med os. Og jo mere har vi haft brug for at beskytte os selv som børn. Det er nemt at komme til at dømme forsvarsmekanismer ude – måske især de primitive, men i virkeligheden er de blot et udtryk for en klog løsning i fortiden på en ubærlig situation. Bag ethvert forsvar gemmer der sig et barns ubevidste, men ofte forholdsvist rationelle løsning på håndteringen af svære blandede følelser og overvældende situationer.

Læs også PsykologBloggen om Tilknytning https://tennamalmos.dk/tilknytning-og-parforhold/

3 typer af forsvarmekanismer

Dine forsvarsmekanismer fortæller din livshistorie

De modne forsvarsmekanismer – en taktisk manøvre

De taktiske forsvar kan hjælpe os med at holde følelser og ubehagelige sandheder fra døren og bevare den gode stemning. Det er en form for ubevidst afledning eller taktisk manøvre. Det er de allermest almindelige og benyttede forsvarsstrategier. Dem vil du kunne genkende i dig selv og i din omverden hele tiden.

Her kommer et par eksempler:

  • Intellektualisering og rationalisering: Hvor man bliver i årsagssammenhænge og fakta stedet for at være forbundet til de følelser, som situationen vækker.
  • Isolation af affekt: Tale om følelser, uden at mærke dem.
  • Diversifikation: Tale uden om følelser, eller skifte emne væk fra det, der er følelsesladet.
  • Vaghed eller generalisering: Så det følelsesmæssige indhold forbliver uklart for modtageren.
  • Indirekte eller hypotetisk tale: Fx jeg har måske et problem, jeg tror jeg er ked af det, det kunne jeg godt være, ja det er man vel, når man har mistet nogen.
  • Rumination: Spekulerer i det uendelige (eller har svært ved at tage beslutninger).
  • Diskussionslyst eller hurtig tale.
  • Glemsomhed eller uvidenhed som en måde at undgå stærke følelser.
  • Minimering ala ‘det er ikke noget.’
  • Humor, ironi eller at gemme sig bag et smil.
  • Reaktions dannelse: Du viser det modsatte af det, du egentlig føler. Du smiler til den person du er vred på, fordi det vækker ubehag at føle vrede.
  • Sublimering: bruge kraften fra følelserne på noget der er social acceptabelt.
  • Aflede sig selv fra følelser, ved at gøre noget andet fx løbe en tur eller læse en bog. 

De neurotiske forsvarsmekanismer – repressive strategier som undertrykker følelser

De neurotiske forsvarsmekanismer kommer i spil, når vi oplever svære følelser eller perioder i vores liv, hvor graden af blandende følelser overstiger vores indre kapacitet ifht følelsesforvalting. De fungerer som en form for ubevidst dæmper af følelser eller undertrykkelse af følelser. Hvis de neurotiske forsvarsstrategier, er vores primære, kan vi få det rigtigt skidt og blive angste og deprimerede eller selvdestruktive på forskellig vis. Det er ikke noget vi på nogen måde gør med vilje eller bevidst, men simpelthen en adfærd, vi har indlært. En måde vi har lært at håndtere svære følelser på.

Eksempler på neurotisk forsvar er:

  • Fornægten: Afviser eller fornægter virkeligheden. Fx ved at fantasere om hvordan man gerne ville have det stedet for at forholde sig til, hvordan det virkelig er, og dermed kunne gøre noget ved det. 
  • Ignorerer eller undgår ubehagelige følelser, angst og kropslige oplevelser, og forhindrer derved psyken i at gøre arbejdet med at regulere følelserne og hele sindet. På den måde opnår man det  stik modsatte af, hvad man ønsker, og holder ubevidst følelser, angst og kropsligt ubehag ved lige.
  • Forskydning: Så man fx er gal på en anden eller en ting i stedet for at være gal på den person følelserne i virkeligheden er knyttet op på.
  • Identifikation med aggressor: Identifikation/ forståelse for den der gør noget urimeligt overfor en, for at undgå at føle vrede overfor vedkommende. Fx ‘min mand slog mig, men jeg var også provokerende’.
  • Selvkritik: Som en måde at underlægge sig andres magt. Fx ud fra det ubevidste rationale, at ‘hvis jeg kritiserer mig selv (på samme måde som du, eller andre før dig, har kritiserer mig), så behøver du ikke også kritiseret mig.’
  • Pleaser: Hvis jeg gør, som du siger, vil du kunne lide mig, og jeg behøver ikke forholde mig til mine egne blandende følelser.
  • Undgåelse: Fysisk undgåelse af situationer, personer eller steder som vækker stærke blandede følelser eller angst.
  • Gentagelses-trang: Ubevidst opsøgelse af situationer, der minder om de traumatiske oplevelser, som har udløst forsvaret.
‘Når det hele fryser til’ Billede af Finn Skouenborg

De primitive forsvarsmekanismer – regressive strategier som en tilbagetrækning fra svære blandede følelser og virkelighedens brutalitet

De regressive forsvarsmekanismer, hjælper os med at flygte fra virkeligheden og ind i fantasien, når virkeligheden er ubærlig og skræmmende og følelserne overvælder os. Igen handler det om vores evne til følelsesforvaltning, og hvad vi har med os. Hvis de primitive forsvarsmekanismer er vores foretrukkende go-to, har vi ikke fået den hjælp til at håndtere livet, som vi hat haft brug for. Vi har oplevet ubærlige og skræmmende situationer, som sindet har været nød til at forsvare sig imod. Det har været gode løsninger i fortiden på forfærdelige situationer. 

Men bruger vi mange primitive forsvarsstrategier i nutiden, skader det ikke bare os selv, men ofte også vores omgivelser. Vi kan blive udafreagerende og impulsive, misbrugere eller ligefrem psykotiske. Eller vi kan blive fanget i dyb depression, selvmordstruede, føle afsindig hjælpeløshed eller påtage os en offerrolle. 

Ligesom med alle andre former for forsvar, er det på ingen måde noget vi gør bevidst. Det føles ikke som et valg, men bare som den vi er. Heldigvis er det ikke sandt – dit forsvar er en tillært adfærd: Det er ikke den du er, men det du gør. Neden under dit forsvar, er dit egentlige selv, godt pakket væk og i sikkerhed for fortidens traumer. Hvis nutiden er moden, og du føler dig parat til det, kan du tage (endnu en) indre rejse ud i heling. 

Eksempler på primitive forsvar er:

  • Acting out: Når man ikke er i stand til at rumme følelserne inden i handles de ud fysisk.
  • Overdreven trods (defiance) eller arrogance, som en måde at forhindre andre i at komme tæt på. Fx i form af sarkasme, nedladende tone eller latter, stædighed, passivitet, provokationer eller slet og ret manglende involvering i eget og andres liv. 
  • Eksternalisering: Et forsvar hvor man bebrejder andre for den skade man påfører sig selv. Fx Hvis du forlader mig, er det din skyld, at jeg tager mit eget liv.
  • Projektion: Vi pålægger andre vores sande følelser, impulser, behov eller lyster. Vores syn på andre bliver forstyrret. I stedet for at se vores egen vrede i øjnene, forestiller vi os at andre er vrede på os. 
  • Projektiv identifikation: når en projektion bliver til en selvopfyldende profeti: Du var faktisk ikke vred på mig, før jeg reagerede som om du var, og nu er du vred på mig
  • Dissociation: Som at spalte sig selv. Opstår når man overmandes af så høj angst, at man kan få en ud-af-kroppen oplevelse. Fx i forbindelse med overgreb. I værste fald kan det føre til oplevelsen af multiple selv’er.
  • Somatisering: Overdreven fokus på kropslige reaktioner udløst af bagvedliggende og komplekse følelser.
  • Regrediere, fx ind i hjælpeløshed eller offerrolle og derved påtage sig en mere umoden rolle og lægge bånd på ens sande kompetencer og gennemslagskraft.
  • Flashbacks: akut genoplevelse af en traumatisk situation.
  • Paranoia: vi forestiller os at andre er efter os.
  • Psykose: En flugt ud af virkeligheden og ind i fantasien.
  • Selvdestruktivitet eller selvsabotage og alle former for misbrug er altid bevidst eller ubevidst forbundet med skyldfølelse og fungerer som en form for selvstraf.
  • Selvskade som distraktion fra følelser eller i sjældnere tilfælde også som selvstraf.
  • Selvmordstanker eller forsøg, idealisering af selvmord.

Fra destruktive forsvarsmekanismer fra fortiden til konstruktive forsvarsmekanismer i nutiden

Lad mig for sidste gang i denne omgang slå fast at forsvar er adfærd. Det er ikke den du er, men det du gør. Og i øvrigt ikke noget, som du har gjort med vilje eller bevidst. Så det giver ikke mening at bebrejde dig selv det – selvom det er meget menneskeligt og bestemt genkendeligt, hvis du kommer til det. 

Adfærd kan vi ændre på. Nyere neurovidenskab understreger dette, og hjernen har vist sig at have en langt større plasticitet, end vi troede tidligere.  

Det er klart, at det tager noget tid (tænk bare på hvor mange år, du har brugt på at gøre det, du gør). Vi skal i gang med at gøre noget andet end vi plejer, skabe nye forbindelser i hjernen. Først er det som små skovstier, siden cykelstier, så bliver det til veje, og tilsidst har vi ændret vores måde at håndtere følelser på og vores måde at være i verden. Jeg tror simpelthen ikke på quick fix, men jeg ved, at øvelse faktisk gør mester, og at jo mere vi arbejder for os selv, jo lettere bliver det. Verden bliver ved med at udfordre os med op og ned ture, men vi kan lære (eller genindlære) at stå stærkere og mere selvkærligt på vores side. God vind!

KH 

Tenna

Kontakt mig her

Indehaver af PsykologBloggen, Psykolog Tenna Malmos i Klinikken i Nordsjælland

Litteraturhenvisninger

Abbass, Allan: Reaching through Resistance

Della Selva, Patricia: Intensiv Dynamisk Korttidsterapi

Frederikson, Jon: Co-Creating Change

Grawe, Klaus: Neurapsychotherapy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *