Tre myter om spiseforstyrrelser – mon det er, som du tror?
Depression: Gode råd til pårørende
10. februar 2018
Hvad er anoreksi og Bulimi – Bliv klogere på diagnoserne
4. marts 2018Tre myter om spiseforstyrrelser – mon det er, som du tror?
Billede af Finn Skouenborg (http://finnskouenborg.wixsite.com/fotos)
Myter om spiseforstyrrelser – mon det er som du tror?
At lide af en spiseforstyrrelse er på en gang hæsligt og forførende. Det er så fyldt med blandede følelser og ambivalens. Det er en sygdom fyldt med skam, angst og selvfordømmelse. Men også en sygdom som giver en en (falsk) oplevelse af kontrol og magt.
At se i øjnene at man er i kløerne på en spiseforstyrrelse, er ofte sværere, end at stå ved at man har fx stress eller angst. Selvom spiseforstyrrelser er udbredt, er det mere tabubelagt, end mange af de andre psykiske problemer. I hvert tilfælde når man er voksen. Det kan være med til at forstærke følelsen af skam og isolation, som igen kan være med til at forværre spiseforstyrrelsen og i værste fald forhindre, at man får hjælp i tide.
LÆS OGSÅ: Test dig selv – har jeg en spisefortsyrrelse
Derfor er PsykologBloggen i dag dedikeret til aflivningen af tre sejlivede og belastende myter. Lad os stå sammen om at aftabuisere psykiske problemer og give bedre plads til hinanden, som de hele mennesker, vi er. Derfor kommer her 3 myter om spiseforstyrrelser, som jeg ved mine klienter ofte møder – og er trætte af:-)
#1.Myte: Det handler om overflade og forfængelighed
Det er en udbredt misforståelse at spiseforstyrrelser handler om noget så overfladisk som forfængelighed. En spiseforstyrrelse er ikke bare en slankekur, der har taget overhånd, fordi man vil ligne tidens skønhedsidealer. Det handler sjældent egentlig om skønhed eller om mode. En spiseforstyrrelse er et symptom på noget mere essentielt.
En spiseforstyrrelse handler oftere om et grundlæggende og alment menneskeligt ønske om at høre til, om at være god nok og om at passe ind. Det handler langt mere om anderkendelse og accept, end om forfængelighed og udseende. Spiseforstyrrelsen fortæller en, at man må være tynd, for at være god nok, at man ikke kan høre til, hvis man ikke indordner sig, og at vejen går gennem vægten. Enten gennem anoreksiens regime, hvor man sulter sig til det ekstreme, eller bulimiens hvor man fx kaster op, når man har spist, for at styre vægten.
#2.Myte: Det handler kun om at ville være tynd
Selvom det kan se ud som om at en spiseforstyrrelse blot handler om at være så tynd som muligt, så er det at være tynd et symptom på noget andet. Det bliver en måde, man håndterer komplekse og sammensatte følelser på. På samme måde som andre psykiske problemer som fx angst eller depression. Bag symptomerne ligger der en række uforløste følelser, som man har lært at håndtere gennem spiseforstyrrelsen. Spiseforstyrrelsen bliver den løsning, man tyer til i kampen for at passe ind i en snævert defineret norm og være god nok. Spisesforstyrrelsen er lige som andre psykiske problemer individets modsvar på et usund samfund, med et urealistisk pres og manglende plads til os som hele mennesker. Det bliver den måde man håndterer, at der ikke har været plads til en, som man er. Ved helt konkret at fylde mindre.
Ofte ligger der en voldsom vrede (og med den en kæmpe styrke) gemt under spiseforstyrrelsens selvformindskende ydre. Når først man får fuld adgang til den, og finder nye måder at bruge den (fx som en hjælp til at sætte ens grænser og kæmpe ens sag), så ligger verden åben for en. Så er man stærkere end de fleste.
#3.Myte: Det er en bestemt type der har spiseforstyrrelse: De stille piger
Det er så uendeligt forkert. Spiseforstyrrelser kan ramme alle, fra den stille og usikre til den højtråbende og fandenivolske. Nogle af de mest sammensatte og forskellige mennesker, jeg kender har eller har haft en spiseforstyrrelse.
Med en spiseforstyrrelse kommer et af de mest massive selvangreb. Det er en del af sygdommens kerne. Og det i sig selv kan være skamfuldt. Det kan føles som om, man bærer sin sårbarhed uden på. Især hvis man ellers har succes og gerne vil fremstå stærk. At blive puttet i en bestemt kategori, kan være med til at gøre oplevelsen af fremmedgjorthed endnu større. Det er så ubehageligt at blive defineret udefra. Især hvis man ikke kan genkende sig selv.
Jeg håber at dagens blogindlæg, kan være med til at aflive myter om spiseforstyrrelser – og dermed aftabuisere, så der bliver mere albuerum og plads til os, som de hele og vidt forskellige mennesker, vi er – og at jeg er sluppet af sted med at formulere, noget som skaber genklang uden også at komme til at definere og putte i kasser.
LÆS OGSÅ: Sådan foregår behandlingen af en spiseforstyrrelse
Vil du følge med i løbet af ugen, når jeg linker til artikler om psykolog og det at være menneske? Eller bare være sikker på du ikke går glip af ugens blogindlæg, så følg Psykolog Tenna Malmos på Facebook. Du kan enten like siden eller bare følge den anonymt.
