Læs med her om, hvad jeg tænker, er noget af det, der sker, når positive tanker og optimisme giver bagslag. 

Efter mit sidste blog-indlæg har mine tanker kredset en del om det her med at tænke positivt og være optimistisk.

Det kan være uendeligt hjælpsomt, lindrende og livgivende at blive mindet om det positive og livsnærende. Det at mærke efter, og gøre det, der er godt for en selv. Tænke gode tanker og leve livet. Nogle gange er det netop det, som man har brug for i en svær tid.

Når optimisme fører til selvkritik

Men indimellem kan det også være svært at læse den slags råd. Når man er inde i en følelsesmæssig svær periode, hvor selvkritik og selvbebrejdelser har overtaget, – så kan det nærmest virke modsat. Det kan give ens selvkritik nyt brænde til bålet.

Måske får man tanker som:

– Hvis jeg nu bare tænker positivt, og lukker øjnene for det der er svært, så får jeg det jo godt

– Hvis bare jeg var lidt mere robust og ikke lod mig påvirke så let

– Hvis jeg nu bare så udfordringer i stedet for problemer, så ville det ikke være så svært

– Hvis jeg nu bare kunne slå følelserne fra og tænke rationelt, så ville jeg ikke blive så påvirket

– Der er nok noget galt med mig, når jeg ikke får der bedre, selvom jeg forkæler mig selv

Selvkritikken kan tage mange former, men budskabet er det samme: Jeg er forkert og det er min egen skyld, at jeg har det skidt.

Lad mig her stå det fuldstændigt fast:

Indre følelsesmæssige konflikter og smerte er ikke ens egen skyld. Er man først er inde i den slags negative tankemønstre, kan man ikke bare tænke den anderledes. Selv de bedste råd, kan være utilstrækkelige. Man har brug for noget andet – en anden form for hjælp.

Når optimisme misbruges som styringsredskab

Psykologien rummer både retninger med fokus på det positive (fx Martin Seligman) og mere kritiske retninger med fokus på, hvad der sker, når den positive tone tager overhånd eller misbruges (fx Svend Brinkman). Begge retninger har sin berettigelse, brugt i den rigtige kontekst.

Positiv psykologi misbruges, når der kommer en kultur, hvor det er mest rigtigt at være glad, robust og se udfordringer frem for problemer. Hvor den optimistiske tankegang bruges som et styringsredskab. Hvor man er forkert, når man har det svært. Og sidst men ikke mindst, hvor det bliver den enkeltes egen skyld –  for man skal jo bare tænke den anderledes, og se positivt på det.

Så spille samfundet fallit, og vi bliver alle tabere.

Desværre møder jeg flere og flere i min praksis, som oplever netop dette. Det er ofte mennesker, der er ramt af stress efter en længere belastningsperiode. Fx har man gennem længere tid ydet over evne ind i en organisation, hvor oplevelsen af krav til tilpasning og følelsesregulering var stor, men hvor rammerne var udefinerede eller umulige. Mange af dem der rammes hårdest arbejder med mennesker og dagligt står i det umulige valg, mellem at skulle vælge de mennesker, man er ansat til at hjælpe eller sine egne behov og grænser. Man forventes at arbejde over, uden pauser, og at rumme at dem man hjælper, stadig har brug for mere hjælp, end det man kan give. Man brænder ud. Alt imens man får at vide, at man skal være tilpasningsparat, positiv og robust.

Så giver optimismen bagslag!

Lad os sammen minde hinanden om at bruge optimismen i den gode sags tjeneste og ikke som et styringsredskab.

Lad os passe godt på hinanden!

Knus

Tenna

Se mere på tennamalmos.dk