Hvad er anoreksi og Bulimi – Bliv klogere på diagnoserne
4. marts 2018Sådan skader en spiseforstyrrelse krop og sind
18. marts 2018Hvad er ortoreksi, megareksi og BED? På PsykologBloggen fortsætter vi temaet om spiseforstyrrelser i denne uge.
Ortoreksi, Megareksi og BED – De nye spiseforstyrrelser
I de senere år er der komme nye typer af spiseforstyrrelser til. Blandt disse er de mest almindelige nok ortoreksi, megareksi og BED (Binge Eating Disorder). Endnu er ingen af disse lidelser anerkendt som selvstændige diagnoser i vores diagnostiske klassifikations system ICD-10. Men man reviderer løbende de diagnostiske kriterier, så måske vil man i den næste udgave medtage nogle af de nyere former for spiseforstyrrelser.
LÆS OGSÅ: Test dig selv – har jeg en spiseforstyrrelse
Ortoreksi
Mennesker med ortoreksi har et overdrevet fokus på det sunde liv. Er du ramt, vil du opleve, at dine tanker kredser om det at spise sundt, leve sundt og være sund på en så enerverende måde, at det ligesom tager fokus fra alt andet. Du har ikke nødvendigvis et ønske om at tabe dig, faktisk er det sjældent sådan, men du er nærmest besat af ønsket om at leve sundt.
Måske har du skabt dit eget billede af, hvad der er sundt. Du lever efter specielle diæter eller har strenge regler for, hvad du må spise og hvornår. Eller det siger andre i hvert tilfælde, at du har. For dig giver reglerne mening, og det opleves som om, at du er i kontrol, når du følger dem.
Ligesom ved de andre spiseforstyrrelser, kan du have svært ved at føre en almindelig hverdag, fordi reglerne om mad og behovet for kontrol tager over. Det kan føles som en besættelse, hvor det at leve sundt, bliver vigtigere end alt andet i dit liv. Almindelige behov eller kropslige signaler, som ikke passer ind i din forestilling om det sunde liv, ignorer du. Måske undgår du sammenkomster med andre, hvis der er mad involveret, eller du begynder at medbringe din egen mad. Måske isolerer du dig helt fra andre.
At lide af ortoreksi kan være både lidelsesfuldt og farligt. Ofte er det forbundet med lavt selvværd, svære følelser og en oplevelse af at mangle kontrol. De mange regler bliver en måde at skabe orden på. Desværre medfører den løsning ofte en række fysiske konsekvenser såsom underernæring, vitaminmangel og infektioner. Også psykisk kan ortoreksien sætte dybere spor fx i form af angst og depresion, ligesom vi ser et overlap mellem anoreksi og OCD.
Megareksi
Mennesker med megareksi har et overdrevent fokus på den muskuløse, men samtidigt slanke krop. Sygdommen rammer i langt højere grad mænd end kvinder. Lider du af megareksi, oplever du at din krop er for tynd eller splejset og ikke muskuløs nok. Du bruger mange timer dagligt på at optræne din krop og lever efter særlige diæter, rige på fedt eller protein.
Måske bruger du kunstigt fremstillede hormoner, som anabole steroider, for at fremskynde processen, måske ikke. Ligegyldigt hvor muskuløs og fit din krop bliver, oplever du aldrig, at det er godt nok. Du synes altid, at du bør gøre mere, for at blive mere muskuløs, stå stærkere, se slankere ud og sænke din fedtprocent. Blive endnu mere mand. Baren for tilfredshed synes hele tiden af flytte sig, så du aldrig når dit mål.
Ligesom for ortoreksi fylder de spiseforstyrrede tanker så meget, at det i høj grad tager fokus fra alt andet, og forhindrer dig i at leve en almindelig hverdag. Du lever systematisk efter fastlagte regler ifht din vægt, din træning og din kost. Du bryder dig ikke om forandringer, som forstyrrer dine rutiner. Du har svært ved sammenkomster med andre, hvis der er mad involveret. Måske isolerer du dig helt fra andre.
At lide af megareksi er ligesom for andre spiesforstyrrelser forbundet med en dyb følelse af utilstrækkelighed. Uanset hvor meget man træner og kostregulerer, og uanset hvordan man ser ud, er det ikke godt nok. Ens følelser er i oprør, og man længes efter kontrol. Megareksiens regime med strenge regler for træning og kost, bliver en måde at skabe orden på, men den kan have store fysiske og psykiske konsekvenser. Kroppen kan tage varig skade af træningen og den ensidige kost. Er man faldet i med anabolske steoider, kan det bl.a. give skader på leveren, forstørret hjerte, udvikling af bryster og akne. Ens lyst og evne til sex bliver forstyrret eller forsvinder helt. Man forandrer sig, bliver mere agressiv og let antændelig.
BED (Binge Eating Disorder)
Mennesker som lider af BED (Binge Eating Disorder), lider at hyppige og tilbagevendende tvangsoverspisninger. Er du ramt, oplever du, hvordan du gentagende gange mister kontrollen over dig selv og binger store mængder mad. Det frustrerer dig, for du er meget optaget af din vægt og din krop, og du går ofte på kur for at tabe dig. Men du har ligesom bare ikke kontrol over det, når du får et spiseanfald. Du spiser langt mere, end du har lyst til eller brug for. Som om du ikke kan stoppe, som om du er tvunget til at spise mere. Ofte spiser du hurtigere end normalt og stopper først længe efter, at du føler dig mæt. Overspisningerne er ikke forbundet med sult, men udløses ofte i forbindelse med negative følelser. Det bliver en måde at håndtere svære følelser på.
Efter en overspisning bliver du ramt af skyldfølelser og skam over din manglende kontrol i forhold til mad. Du bliver selvbebrejdende og vred på dig selv.
Som ved de andre spiseforstyrrelser, er BED også forbundet med lavt selvværd og en følelse af utilstrækkelighed. De gentagende spiseanfald påvirker vægten, så man vejer langt mere end anbefalet og rammes af de almindelige fysiske følgevirkninger af overvægt (som fx hjerte-/karsygdomme, og type 2 diabetes). Man kommer ind i en ond spiral, hvor man er ulykkelig over sin egen krop og vægt, og som trøst spiser mere, for så igen at tage yderligere på. Mange med BED bliver deprimerede, de lider under selvhad, og føler sig ofte udsat for mobning og eksklusion. Mange isolerer sig, skjuler deres psykiske sygdom og alt for få får den hjælp, som de har brug for, for at komme ud af deres BED.
LÆS OGSÅ: Sådan foregår behandlingen af en spiseforstyrrelse
Vil du vide mere
Ortoreksi: Læs mere af Steve Bratman, som er en af pionærerne inden for ortoreksi: orthorexia.com
Megareksi: Læs fx Bach, A. R.: Mænd, muskler og motionsdoping (2016)
BED: Læs Sundhedsstyrelsen rapport fra 2016 om behandling af BED her
KH
Tenna